mandag den 28. november 2011

Storm og store badedag

Så kom årets første rasende efterårsstorm. Jeg har det med storm som med torden, det er både hyggeligt og lidt farligt samtidig.

Til søndagens tur iførte mig røjsere, regnjakke og bukser + min smarte knaldrøde sydvest (synes jeg selv), og 2 friske hunde - og drog ud i blæst og regn (og skulle det vise sig: MUDDER) igår for at gå søndagstur i mosen. Der er jo som bekendt ikke noget der hedder dårligt vejr.

Det blev en god tur, selvom Mio var uheldig at få stød, på køernes el-hegn. Jeg troede ellers det var slukket og lukket for i år, for køerne er taget hjem og han havde hovedet ind under tråden i sidste uge, og der skete ingenting. Stakkels Mio han fik et chok, i bogstavelig forstand. Men han kom sig dog ret hurtigt over det.

Vi gik ud i regnvejr, men fik masser af sol på det meste af turen, så det var faktisk ikke så tosset, at gå tur i stormvejr.

Men vi har jo ikke haft så meget regn her i november, så det var 2 meget mudrede hunde jeg havde med hjem. Trille havde rullet sig i en død mulvarp (og nej, den var ikke frisk!) og Mio havde valgt en hundelort at parfumere sit skæg med!!!

Så de fik en tur i badekarret på skift, Trille fik sin første helkrops-shampoo-massage - og var kåd som en lille hvalp bagefter (vi kalder det hvalpeflip, her i huset - hun er aldrig vokset fra det...)
Og Mio blev bare godt gennemskyldet på underben og mave - og fik lige shampooet 'eau de cologne-merden' ud af skægget.

Så der var en liflig duft af våd hund - som kun forsvandt da duften fra hjemmebagte juleboller spredte sig. Det var jo første søndag i advent...så jeg måtte jule lidt, selvom jeg uden held og trods utallige ret direkte opfordringer forsøgte at få resten af familien til at føre an i juleriet...

fredag den 18. november 2011

Sæsonafslutning på agilityholdet

I går var sidste træningsgang for i år. Det har været 2 gode sæsoner for Mio og jeg, på ét år har vi trænet grundlydighed med DKK og så begynder 2 x agility hos HBK. Så det synes jeg er blevet til ret meget træning, men der skal mere til! Og der er faktisk også vintertræning én gang ugentligt i klubben.

I går var Mio ikke rigtig i støddet, men vi kan jo alle have en 'off-dag'. Vi løb en bane som sikkert var ret sjov -  hvis éns hund ellers gad, hvilket Mio ikke gjorde. På et tidspunkt byttede vi hunde, og jeg synes jo Zoe er vældig dygtig og bød på hende. Men ak! Zoe var ikke nær så begejstret, og jeg fik grinet igennem, det var både sjovt og lærerigt at prøve løbe en bane med en anden hund...

Bagefter var der afskedshygge, og der var masser af kager, bla. Agnetes konditor-hjemmebag - der var så meget, at jeg havde en doggybag med hjem til mand og børn - det var de godt tilfredse med!!

Der er længe til næste sæson som først starter i slutningen af marts. Ind til da skal der trænes masser af leg, kontakt og lydighed med Mio - så vi kan blive endnu bedre - jeg overvejer at lave en lille træningsdagbog, når jeg engang har afsluttet min vejleder uddannelse til januar.

Et forårsbillede af Mio

God weekend til alle!

fredag den 4. november 2011

En god agility aften + et spørgsmål om foder

I aftes var en rigtig succes for Mio og jeg. Min søde hund var bare så dygtig.
Jo, altså selvfølgelig stak han lige af og forstyrrede Zoe og et par andre...Og ja, der var da ind imellem et par gange, hvor der var noget som duftede så dejligt, at alt andet var ligemeget...Men i forhold til de sidste 2 gange, hvor han har været endnu mere fræk, synes jeg faktisk det gik rigtig godt :-) Blandt andet er han blevet god til at gå slalom bare ' af sig selv' - han tog lige en 5 - 6 pinde uden en godbid, som en helt artig hund - og det var på min højre side, så jeg var super stolt og han fik masser af ros!

Det er altså mørkt når man træner fra kl.19-20

Og det går meget bedre med bilkørsel. Jeg fik ham til at tage 2-3 godbidder inde i bilen før vi kørte af sted til træning, og efter træning fik han 2-3 håndfulde friske kyllingegodbidder, mens vi begge sad i bagagerummet og nussede. Han spiste med god appetit, og jeg tænker at han var meget lidt stresset over det. FEDT!!

Til træning spurgte jeg mine 'hundekolleger' (det giver egentlig ikke mening at kalde holdkammeraterne det, eftersom ingen af os er hunde...men alligevel synes jeg, det er passer helt godt) om hvad de fodrer med?

Jeg har nemlig kigget efter i indholdsfortegnelsen på det sædvanlige Pedigree vi giver hundene, og kunne se at der var rigtig meget majs i, som ikke er godt i forhold til stress hos hunden.
Pedigree var ikke i høj kurs hos de andre, kunne jeg høre....Så nu er jeg på jagt efter et foder uden majs, helst uden korn - som heller ikke skal være alt for dyrt.

Jeg har fulgt en lille smule med i debatten om hundefoder, mens jeg har haft hund, uden at forske nærmere i det. Og det er som om, at der er 2 sider: Nogle som hævder at pris og kvalitet hænger sammen, det tror jeg er dyrlægerne som forhandler Hills mv. og deres tilhængere, der siger. På den anden side er der dem som hævder at der ingen sammenhæng er: Da vi købte Trille, for 7 år siden husker jeg, at der netop havde været en undersøgelse lavet af forbrugermagasinet TÆNK, der påviste at der ingen sammenhæng var mellem pris og kvalitet, og at dyrlægerne på studiet, får deres ernæringsundervisning (eller hvad det nu hedder) sponsoreret af dyrefoder firmaer...Det ser da også ud som om at der er kornprodukter/majs i Hill's, som er noget dyrere.

Jeg har nu undersøgt en smule nærmere de foderprodukter som ikke indeholder korn.
Oliver's indeholder ikke majs, men er alligevel dobbelt så dyrt som Pedigree, og der er flere andre mærker, Acana, Orijen, og Wolfsblut, som alle er kornfrie og ligger på en pris ml. ca. 500-600 kr. for ca.13,5 kg. Olivers ligger på ca 400,- for en sæk på 13,5 kg så det tror jeg, at jeg vil starte med at prøve.

Mypets.dk er meget god til at give et overblik over de forskellige foderprodukter, man kan se foderets indholdsfortegnelse og man kan søge kornfrieprodukter. Jeg har også været inde på en anden webshop og set at der stod kg-priser på, men nu har jeg glemt, hvad det var for én. For der er jo virkelige mange - og det er en jungle, og alle har deres mening om, hvad der er godt - typisk hundeverdenen - det er ikke for ingenting begrebet 'hundehandler' har en negativ klang! Der er for mange der slår plat på os, der er pjattede med hunde!

I virkeligheden kunne jeg allerhelst tænke mig at fodre dem med BARF, men det må vente. Der skal noget overskud til - både på kontoen og mentalt. Dels ville det betyde at skulle investere i en fryser - og så vil jeg gerne sætte mig ordentligt ind i det. Det bliver et fremtidsprojekt....Efter alle de andre på listen!

Har du en kommentar til foder og hvad du mener er godt (til prisen), så hører jeg gerne fra dig!

God weekend til alle :-)
Håber vi blive af med tågen og kan komme ud og nyde lidt sol!