onsdag den 24. april 2013

Uønsket nr. 1 - hævnens time

Så blev det atter tid til spor, med tasken pakket, hunden i seletøjet, drog vi mandag aften afsted til Kildeportvej nord for Hillerød, i Grib Skov.
Det var ikke så nemt at finde, vi kørte forkert 2 gange, men kom kun et par minutter for sent. Ironisk nok havde jeg været der før, kunne jeg se, da vi nåede frem. Solen skinnede, fuglene sang og der var forventning i luften.

Dagens opgave var at lægge 2 spor, først et kortere ét, hvor den genstand (plastikpenalhus m. lun kylling) vi havde trænet med, skulle tabes så hunden kunne finde den. Derefter et lidt længere et, som vi skulle gå bagefter.

Begge del gik fint, Mio fik masser af ros, da han fandt penalhuset - og kyllingen inden i. Han gik fint i sporet - ikke noget med mosehuller eller andre forhindringer. Han var i øvrigt super glad, da han så startpinden og utålmodig efter at komme afsted. Jeg er efterhånden også blevet mere ferm til at skifte mellem de 2 snore, så ingen problemer i det - bare ren glæde over at gå i sporet med sin hund :-)

Efter de 2 spor fik vi lov at prøve at gå et lille blodspor, med 'aflagt'/fortyndet blod, fra det forrige hold. Nu blev jeg rigtig glad, da jeg fik at vide, at det var hjorteblod, og så det man kalder et 'løb' fra en hjort, som skulle ligge for enden af sporet. Jeg var nemlig ret hævntørstig efter netop at have konstateret, at mine nyplantede jordbærplanter i køkkenhaven var blevet fortæret af de lokale hjorte fra Børstingerød Mose!

Jeg lagde et ganske kort spor. Pia, instruktør, forsynede mig med et ret stort plastikrør måske 5 cm i diameter og lidt mere end 1 meter i højden. Inden i kunne man se rød væske = blod. For hvert skridt jeg tog, skulle jeg trykke røret i jorden, og i bunden var der så en slags 'udløser'. Det var vist lidt samme princip, som nogen måske kender fra f.eks. guldtusser, hvor man skal pumpe lidt ned på papiret for at få farven ud.

For enden af sporet blev hjortebenet/kloven lagt. Den lugtede ganske slemt!
Mio blev hentet ud af bilen, og så gik vi ind i krattet. Jeg havde dog ikke bemærket, at det var brombærkrat, så det første der skete, var at Mio fik viklet sig ind i en lang og tornet gren. Ikke den bedste start på legen. Så jeg måtte hive ham ind på sporet, og sørge for at han undgik flere torne. Heldigvis var sporet ikke mere end 15-20 meter, og vi nåede hurtigt frem til hjortebenet, som Mio ikke helt vidste hvad han skulle gøre ved. Men han syntes da, det var OK at have i munden på vej tilbage til P-pladsen, men ellers var det ikke noget for ham at gnave i 'Uønsket nr. 1' - han er ellers hurtig nok til at sætte efter dem, når de krydser hans vej...

Jeg har så noteret mig, at en ulden og langhåret hund ikke skal gå spor i brombærkrat - meget dårlig idé...

Da alle var færdige, var der kaffe og kage, og et lille oplæg om 'dead or alive'-legens fortræffeligheder, og det blev demonstreret, hvordan vi skal lege. Efter spørgsmål som: 'Kan jeg ikke nøjes med et stykke legetøj?' og 'Hvad med legetøj med piv i?' - blev jeg overbevist om, at jeg hellere må trække i arbejdstøjet og komme igang med at lege 'dead or alive' med Mio. Legetøj med bold el. piv i er ikke så godt, da det er meningen, at det skal ligge og være dødt (og bolde og pivedyr er meget lang tid om at 'dø') - og hunden skal så blive mere interesseret i det andet stykke legetøj, som man gør levende ved at ryste det. Hensigten er selvfølgelig at motivere hunden med leg, men også at give den selvtillid i forbindelse med ruskelegen - især hvis man lader den vinde ind i mellem. Instruktørens hund havde fået mere selvtillid af denne leg - og det er lige noget Mio kan bruge. Desuden lærer hunden også at aflevere det døde stykke legetøj.
Jeg må altså sætte knægten derhjemme igang med at flette 2 ens tove, og så sætte igang med at øve legen...Suk...Jeg spår det kommer til at tage tid - men lad os nu se. For Trille kommer det til at tage 2 minutter at lære den leg, så det er til gengæld postivt. Og så er det om at huske at tiden alene med leg, hvor hurtigt den end lærer det, er kvalitets tid....
Måske kan jeg øve det, når jeg går i køkkenhaven, jeg har nemlig planer om at Mio skal holde mig med selskab deroppe. Han er så nem at have med, og vil nyde at ligge og dase og se på at jeg knokler :-) Trille har jeg forsøgt at have med, men hun gør og er bare dødirriterende at have med - de dage som er 'havedage' må hun luftes af et andet familiemedlem! I mellem lugningen kan Mio og jeg så øve 'dead or alive'...

fredag den 19. april 2013

Mosegrisen

Her kommer så beretningen om sportræningen i mandags...

Vi starter dog i forrige uge, hvor jeg varmede op under Søren, min husbond, og spurgte om han ikke havde lyst til at tage med i skoven og være figurant til næste sportræning. Det skal lige siges, at Søren har forstuvet sit knæled og i forvejen har en dårlig ankel, så at gå ude i ujævnt terræn og 'ligge i skjul' kunne blive en udfordring for leddene.

Men jeg fik ja, og efter en hurtig og tidlig aftensmad mandag, fløj jeg rundt i alle kroge af huset, for at pakke alle de ting vi skulle have med. Jeg havde i forvejen forberedt 2 små poser med rå kylling (skulle ikke have at Mio var kræsen igen), og en masse ostegodbidder. Og så afsted op til parkeringspladsen ved udkanten af Store Dyrehave nær Hillerød.
Der var mange mennesker -  for alle havde jo deres figuranter med. Og vejret var også med os, mildt og dejligt. Første opgave var at lægge et cirkelspor, tror jeg det blev kaldt. Pia, vores instruktør fortalte, hvor jeg skulle starte, hun havde sat en pind i midten af et større græsområde og alle skulle lægge spor på tværs - så vi startede og sluttede i kanten af det, som kom til at danne en cirkel af vores markeringspinde. Meningen var at hundene skulle gå sporet, som jo så havde ligget et godt stykke tid, efter vi havde været ude og finde vores figuranter.

Efter dette spor blev lagt, tog Søren, Mio og jeg, med en flok andre ud af en større grusvej i skoven. Det var Jesper, vores anden instruktør, som instruerede os og fandt de steder vi skulle gå hen. Søren, som vist havde glemt at læse mit sidste blogindlæg, anede ikke rigtig, hvad det der med at lægge spor gik ud på. Så han fik en lynforklaring. Han skulle bare trave ca. 200 meter derudaf - væk fra den store hovedsti - gemme sig og vente på at blive fundet af Mio. Han fik kyllingen med i lommen, med instrukser om at rose og dele godbidderne ud, så snart Mio havde fundet ham.
Mens Søren travede afsted, ventede Mio og jeg. Jeg forsøgte at lege lidt med ham, men han var komplet uinteresseret, og ville bare have sin 'far'. Efter lidt tid, var det så på med sporlinen i selen, og den almindelige line over skulderen. 'Søge spor', blev der sagt og Mio kiggede bare på mig  - men fandt snart ud af hvad det gik ud på. Op og ned over mos, knækkede grene og sten gik det. På et tidspunkt tog vi en afstikker til venstre, hvor jeg nok skulle have været lidt mere skrap, og bare være gået videre lige frem, men jeg troede vi allerede havde gået 200 meter... Vi kom dog tilbage på sporet, og fandt Søren, som havde gemt sig godt.

Efter ros og godbidder blev Søren sendt 200 meter længere frem, mens jeg igen, forgæves prøvede at få Mio til at indse, at nu skulle vi rigtig lege, mens vi ventede. Det havde absolut ingen interesse - han var utålmodig og ville bare videre.
Da vi havde ventet lidt, fik han lov at snuse sig frem, og det gik faktisk godt, jeg var opmærksom på at holde ham, der hvor jeg troede sporet gik. Ind mellem blev der virkelig trukket igennem - og det må man heldigvis godt, når det handler om spor. Jeg skulle dog lige holde lidt igen, så vi ikke ligefrem løb afsted i galop begge to! Vi fandt Søren i fin stil - og gentog det hele, Søren gemte sig 200 meter længere væk, og vi fulgte efter.

Nu kommer så det store drama. Da vi havde gået et godt stykke tid - og jeg så småt begyndte at spejde efter Søren, gik vi lige lidt ned i en lavning - som viste sig at være et godt skjult mosehul. Der lå dejlige knasende tørre bøgeblade og skjulte ethvert tegn på fugt og mudder.
Jeg tror, vi sank i samtidig, jeg har i hvertfald et billede på nethinden, hvor jeg langsomt og alligevel hurtigt synker i til knæene, mens Mio kigger tilbage på mig med bekymret mine, og et udtryk der siger 'Hov, hvad er det der sker - hvad udsætter du mig for? Et 'skridt' mere og jeg havner på maven og må kravle op, mens tanker som 'Hvor er Søren? Ligger han på bunden af mosen?' og historier om heste og hunde, der er sunket i mosehuller i Rude Skov, passerer revy i hovedet på mig... Men så slemt kan I jo regne ud, at det heller ikke var. Vi fik kæmpet os op og videre, og fandt Søren 10-15 meter længere henne, tilsyneladende havde vi gået sporet hele vejen noget til venstre, for hvor han rent faktisk havde gået.
Puha! Det var et helt lille chok, vi fik der, men jeg kunne ikke lade være med at grine, det var simpelthen så komisk, og jeg var godt plasket til, langt op ad bukserne, helt op på maven var jeg våd! Og godt at det ikke var Søren der røg i, for så havde det nok været slut med at få ham med til spor (og han var nok også blevet godt muggen - det ligger ikke til hans temperament, at få et godt grin ud af sådan en situation, når det er ham selv det går ud over...)
Nå -  tilbage til holdet og berette om den dramatiske hændelse, og spørge sig selv 'hvorfor havde jeg dog ikke mine overtræksbukser på?' - i et split sekund overvejede jeg det, før vi tog afsted...
Men skidt, pyt vejret var jo godt og mildt, så Mio og jeg skulle videre i programmet. Og prøve at søge på det 'gamle' spor. Han var godt træt i knolden, og noget ukoncentreret, men vi fandt da frem til godbidderne til sidst.

Det var dog ikke nok med det. Vi skulle også lige lære, hvordan man træner sin hund i at finde genstande. Jesper lånte (optimistisk!) Mio, for lige at vise, hvordan. Han var nok ikke lige klar over, at Mio, når han først er ved at være udsolgt, kan være noget svær at motivere!!! Men det lykkedes da. Jesper havde et lille minipenalhus med pølsestykker i, som han kastede et par meter. Det skulle Mio så finde, og Jesper gjorde meget ud af at rose og give ham et af pølsestykkerne. Jeg lånte bagefter en dåse af Jesper, proppede ostehapserne i satte låget på og øvede lidt med Mio. Bukserne var jo allerede godt snavsede - så det var ikke noget problem at kaste sig på knæ på jorden, overdænge hunden med ros og et par lækre godbidder, hver gang han fandt dåsen.
Efter lidt af denne træning, fik vi instrukser i, hvad der skal ske næste gang, nemlig at vi lægger et spor og taber en dåse/penalus med godbidder, på vejen, som hunden så skal finde og sætte sig ved. Efter et lille bitte stykke kage, synes jeg, det var tid til at tage hjem og proppe tøjet i en vaske maskine, og få et varmt brusebad og en varm kop te! Så vi sagde tak for i aften, lokkede Mio ind i bilen og kørte hjem.
Det var bare underholdning, drama og ny viden på én gang - super træning!!

I går kom jeg endelig afsted alene med Mio på en tur. Jeg pakkede en lille plastikboks med pølseskiver, så jeg kunne øve det, vi lærte sidst. Men hold nu op en blæst vi havde, jeg tænkte, det måske ikke var optimale forhold, men prøves skulle det da lige. Mio fik dog lyst til at træne spor på sin egen 'oprindelige' hundefacon, fangede sig en stakkels mulvarp, før vi nåede at træne. Jeg fik ham til at slippe kræet, og stak ham et pølsestykke som tak - men altså jeg er ikke meget for det der, der var blod og alting adr! Godt der i det mindste er nogle andre dyr fra vores mose, som får sig en god middag ud af hans aflagte bytte...
Efter det, blegnede legen med pølsestykkerne i boksen ligesom lidt. Han ville bare jage flere småkræ - godt han var i snor hele tiden!! Men jeg prøvede da at kaste boksen ud- med det kiksede resultat, at låget røg af og pølsegodbidderne spredte sig over stien - ikke ligefrem en træningssucces!! Jeg må finde en anden beholder, og prøve igen i løbet af weekenden, så vi er klar til nye spor-udfordringer til mandagens træning.

PS

Jeg har helt glemt at fortælle, at Mio er blevet storebror igen! Der er kommet et dejligt kuld hvalpe hos Kirsten og Georg. Mor Zindy fik hvalpe i marts, og de kan følges live på Inaris hjemmeside , god fornøjelse!

lørdag den 13. april 2013

Sportræning

I mandags var vi til første sportræning, Mio og jeg, i den nye sæson. Vi pakkede grejet: 2 stykker ens legetøj (hjemmelavede sokkebolde), lækre godbidder, kyllingetern og ost, sporlinen, som vi købte sidste år til spor-weekendkurset, et par bambuspinde til markering, vand og vandskål til Mio, termo-te til mig.

Og så afsted, vi kørte lidt over 18, der skal beregnes ekstra tid på at lokke Mio op i bilen, og forsigtig kørsel så han ikke bliver køresyg... Lidt i halv syv var vi på Eghjortens parkeringsplads. Eghjorten er en dejlig stor naturlegeplads i skoven ved Hillerød.

Der var mange kursister. Jeg kan ikke huske dem alle, nogle var kendte ansigter, og der var hyggelige gensyn og snakken. I alt tror jeg der var 4 labradorer, 3 cockerspaniels, en golden retriver, en islandsk fårehund (som vi kender fra agility), en alaskan malamute, en dværg schnauzer (som ville bespringe alle 'damerne'), en jack russel (lavbenet med masser af træk i), trænernes hunde, græske Zoe, som vi kender godt og endnu en lab. Desuden havde nogle hunde et par mennesker med sig, så vi var en stor flok.

Der var dejlig aftensol, som vi kunne nyde, men rasende koldt lige så snart man var i skygge - så jeg var glad for at have de oldgamle overtrækkere på og en hue at tage på lidt senere. Vi stod der i solen og fik vores instrukser. Jeg havde taget Mio ud af bilen, da han ikke er så glad for den, efter en køretur. Så vi var på det første hold som skulle gå et lille 'opvarmnings-spor', på bare 20 meter. Normalt er reglen i vores klub, at hunden bliver sat i bilen for at vente, når der lægges spor. Men jeg fik en gammel 'trænings-kollega' til lige at holde Mio, mens sporet blev lagt.

For nybegyndere kan jeg fortælle at selve sporet jo er min duft, som jeg afsætter, når jeg går. Altså ikke noget med blod el. 'leverpostejs-suppe', el. godbidder drysses /dryppes ud. Jeg sætter en markeringspind, der hvor sporet starter. For mit vedkommende er det en bambus-blomsterpind, jeg har fundet i haveskuret. Den er faktisk rigtig dum, for den går total i et med naturen, så den er super svær for mig at se, og det er mig som skal se den - ikke hunden.
Når startpinden er sat, så finder jeg et fikspunkt og går lige frem - ca. 20 meter -dvs 20 skridt, plus lidt til pga mine korte ben :-)

Til sidst lægger jeg en ordentlig portion lækre saftige godbidder, som er Mio's belønning, og tager et stort hop frem og sætter den anden markeringspind. Hunden må nemlig ikke lære at gå efter pinden - derfor skal den ikke plantes lige oven i godbidderne.

Når alt dette er gjort, så går man i en stor bue væk fra sporet, tilbage til stien, hvor man startede, henter hunden i sin bil. Jeg skulle ikke så langt, for Mio stod klar hos Helle og ventede.

En anden regel vi har, er at når hunden ikke går selve sporet, så skal snoren (den helt almindelige line, ikke flex el. sporline) sidde i halsbåndet og ikke i selen, hvor jeg ellers ville sætte den. Når vi er ved startpinden, skifter vi fra almindelig line i halsbåndet til sporlinen, som sættes i selen. Her skal man lige passe på at man hele tiden har fat i sin hund, så den ikke stikker af sted og går sporet uden sin ejer...

Når sporlinen sættes fast til selen, gør jeg et stort nummer ud af at kaste linen tilbage, samtidig med at jeg siger 'søge spor'. Og så er det ellers fremad. Mio er ikke helt med på, hvad jeg snakker om, men vi kommer da fremad, og der går ikke meget mere end 3-4 meter, så ved han hvad det drejer sig om, og går næsten præcist frem i sporet. Her er det så den stolte ejer bliver - stolt - min Mio, som ellers kan være lidt sen i det, han kører bare derud af, og ved bare lige hvad han skal. Det er bare optur!!!
Men i mandags gad han næsten ikke at spise sine kyllingetern, som han ellers bare sluger, for han plejer at være ret sulten, når ikke han har fået sin mad før træning. Jeg troede, han måske var lidt groggy efter køreturen, men da alle andres godbidder tilsyneladende havde høj kurs, var det bare fordi han var kræsen...

Når hunden har fundet sine godbidder, så er det bare om at kaste sig ned i næsegrus beundring, nusse og klappe sin hund og fortælle den hvor fantastisk den er, så den virkelig mærker, at nu har den gjort noget godt. Så Mio fik da også den store rosetur :-)

Herefter er det så vigtigt at huske at få sin anden markeringspind med sig i al hurlumhejet. I det hele taget er det ret simple regler, men alligevel kan der opstå en del kludder - f.eks. i skiftet fra én line til en anden der kan opstå knuder/kludder på den lange sporline - og fumlen med at få den almindelige line rundt om halsen osv. Jeg ved ikke hvad der sker med menneskets hjerne og motorik i de situationer - det ligesom at handle i agility - det ser så nemt ud, men når man så står der med hunden og skal, måske op til hele 3 ting på én gang, ja, så bliver det alt for ofte noget rigtig underligt noget man laver...

Nå, men jeg fik da sådan lidt 'hovsa', den almindelige snor på Mio, i halsbåndet, samlet sporlinen sammen og huskede også pindene. Mio kom tilbage til bilen, og jeg fandt ud af at ost var i høj kurs, og han blev lokket op i bilen, til lidt ekstra godbidder og stor ros. Det er et stor fremskridt at jeg ikke længere skal løfte ham op - og han har da heller ikke noget mod at vente i bilen. Så længe vi ikke skal ud og køre, er det okay for ham.

Det næste vi skulle var at gå et spor efter hundens 'dagsform'. Nybegynderne, dem var der måske 3-4 af, lavede noget andet imens, og jeg hørte ikke til dem, fordi jeg var på sporkurset i efteråret.
Så de mere erfarne fordelte sig i skoven bag naturlegepladsen. Jeg fandt et godt sted, hvor vi skulle ind i noget krat - jeg tror måske, jeg gik 100 meter. Start pinden blev sat, og jeg gik ind og ud mellem stammer, og forsøgte nøje at indprinte mig, hvor jeg gik. Til sidst lagde jeg en blanding af ost og kylling, tog et spring frem og satte min slutpind. Derefter en stor bue udenom sporet, og den lange vej ned til bilen. Mio i snoren - i halsbåndet - og så afsted.
Jeg havde mine problemer med at finde startpinden, jeg kunne bare ikke se den! Så næste gang kommer der en farverig klemme på, har jeg allerede besluttet.
Mio fik sporlinen på, han kiggede lidt spørgende på mig, men så gik det også af sti - af sted. Jeg kunne bare ikke huske præcis hvor jeg havde gået - og kunne ikke se min slutpind el. noget. Men så var det jo godt jeg havde sporhunden med - han gik lige i sporet, og jeg kunne pludselig genkende træerne i krattet - en fantastisk oplevelse - og lige hen til sine ostegodbidder som han åd med stor fornøjelse. Og han fik den største ros oven i købet. Super godt gået!

Vi samlede grejet sammen, fik styr på linerne og gik tilbage til bilen. Knap havde jeg lokket ham op i vognen, før jeg fik besked på, at der ville være fri hundeleg og hygge oppe ved legepladsen. Så ud igen, og op til de andre. Vi vik instrukser, om hvordan vi skulle øve os i at lege 'dead or alive' med to stykker legetøj af samme værdi for hunden. Meningen er at hunden bliver glad for at lege, og det skal bruges som belønning. Man rusker først i det ene og lader det andet stykke ligge, og så skifter man, så det 'døde'/liggende legetøj skal blive liggende og det levende, skal der ruskes i/leges med. Det var meningen med de 2 stykker legetøj vi skulle have med. I denne uge får vi nok kun tid til at træne det her i weekenden et par gange - det er lidt svært når man har 2 hunde at lege kun med den ene...Men hellere lidt træning end ingen!

Så blev det endelig tid til 'fri leg' med hundene - én af kursisterne arbejder i skoven, og havde givet lov til at vi måtte slippe dem, og området er indhegnet, så det var alt sammen i orden. Men Mio, sad bare der og kiggede på mig og var nærmest apatisk. Han var simpelt hen brugt op og rigtig træt - han fik kun løbet en smule rundt.
Vi tobenede drak te og kaffe i mens, spiste en småkage - og så var det hjem - med instruks om, at vi næste gang skulle have en figurant med, samt hvor vi skal mødes. Og min Mio var træt - han lagde sig og sov som en sten resten af den aften. Jeg selv havde også brug for en slapper i sofaen under et varmt tæppe.